Min Løbehistorie Og Om At Komme Op På Hesten Igen...

Jeg kan huske, at den gang jeg startede med løb, havde jeg et par slidte Adidas løbesko gemt godt i klædeskabet, et par slidte T-shirts og et par løbebukser fra Stadium, som gnavede i hælen. Alligevel kom jeg i gang...

Jeg kan huske, at hver gang jeg kom hjem fra min løbetur, fortalte jeg min mor om hvordan jeg kunne mærke, fra tur til tur, at jeg blev bedere og bedere.

Jeg løb noget der lignede 2 gange om ugen og ca. 3 km pr. Gang. Det var ikke altid helt sjovt at få skoene på og komme ud af døren. Det der drev mig var, at jeg vidste, at hvis blot jeg blev ved, så ville der rent faktisk være noget, som jeg var god til.

Mine veninder i skolen gik alle til enten gymnastik, svømning, fodbold osv. Jeg derimod havde ikke rigtigt noget, så hvorfor ikke prøve løb?

Jeg blev efterhånden gladere og gladere for løb. Jeg begyndte, efter et halvt års tid, at trappe mine ture op på de 5,5 km. Det var hårdt, kan jeg huske, men jeg blev altid så glad når jeg gennemførte.

Noget af en omvæltning - spiseforstyrelse udvikles.
Det kom et tidspunt, hvor jeg så blev lidt for besat at alt det løb. Jeg elskede det, men glemte at spise nok. Endte med at tabe mig lidt for meget, og udløste lidt af en spiseforstyrrelse. Heldigvis kom jeg på benene igen, selvom det trods alt gik omkring et år og lidt til.

Efter jeg fik taget på igen og måtte skære drastisk ned på al min aktivitet. Jeg havde nu bange anelser omkring mine løbeture, da jeg skulle starte op igen. Jeg var ofte meget bange enten før eller efter mine ture. Jeg var bange for at tabe mig igen, eller i værste tilfælde falde om på mine ture, da jeg havde været tæt på op til flere gange før. Jeg havde før vænnet mig til at løbe med slemme, slemme hovedpiner, og havde altid følelsen af, at jeg skulle til at besvime, men anede ikke det havde noget med min vægt at gøre. Det gik dog op for mig senere hen, da jeg en nat vågnede om natten og bare vidste, at jeg ikke kunne blive ved sådan her. 

Op På Hesten Igen!
Jeg har siden kæmpet mig op på hesten igen, for jeg kunne ikke klare, at noget jeg havde været så glad for, skulle slåes ned, og at jeg derimod skulle gå hen og blive bange for det. Man kan vel sige, at jeg ER kommet mig over det. Det tog mig dog et par år med utroligt lavt selvværd, tåre og stædighed. 

Jeg er tilbage til, at jeg ELSKER at motionere, og er meget facineret af hvordan kroppen fungere, og hvor meget kroppen rent faktisk kan klare og fiske selv, hvis bare man vil lade den.

Noget Af En Sejr.
Jeg har lige gennemført BT-halvmaraton på 1:44, hvor jeg simpelthen kom stortudende i mål fordi, at jeg rent faktisk havde opnået at komme over min frygt, og gøre noget som jeg havde gået og frygtet i så mange år. Jeg går nu, og drømmer om at få forbedret min tid til mit næste halvmaraton og så senere hen et Berlin maraton. Vi får se... 

I så fald så kan jeg kun sige op på hesten og så et af mine ynglingscitater, nemlig, at Det skal løbes væk!

Hvad er din trænings/løbehistorie?

Har du et citat, som specielt du står ved?

Mette